Hvordan er hverdagen som praktikant hos Ritzau2020-04-21T12:40:41+00:00

Hvordan er hverdagen som praktikant på Ritzau?

Ritzau har i alt ti praktikanter fra DMJX, SDU og RUC – inklusive en fotopraktikant. Der er derfor altid andre journalistpraktikanter at udveksle erfaringer med eller spille bold med både socialt og dagligt.

Derudover har vi et dedikeret vejlederteam, som støtter journalistpraktikanterne hele vejen igennem forløbet. Dit praktikforløb hos Ritzau består af ophold på en række forskellige redaktioner i perioder fra tre til seks måneder.

På Ritzau har du mulighed for at prøve kræfter med redaktionerne Indland, Udland, Christiansborg, Krimi, Sport, den centrale nyhedsredaktion NU, Kultur, Finans eller EU-redaktionen i Bruxelles.

Her kan du læse, hvad nogle af de nuværende praktikanter siger om at være i praktik på Ritzau:                         

Tim

”Man taler med kilder, som har vildt meget magt, og som man kan lave nogle ret fede, kritiske interviews med, fordi de virkelig gerne vil tale med Ritzau og komme ud over det hele” – Tim Ramsland, 25 år, på Christiansborg.

”Hvis man gerne vil lære nyhedsjournalistikken helt grundlæggende og blive hurtig, dygtig og skarp, så er det helt klart et fedt sted at være i praktik” – Ida Tophøj Buur, 23 år, i Bruxelles.

”På Ritzau kan man komme forbi mange forskellige emner og bevæge sig i mange forskellige formater, hvilket er sindssygt fedt. Det er super lærerigt, og der er nogle sindsygt søde kollegaer og et fedt praktikantfællesskab”- Patrick Solberg, 26 år, på nyhedsredaktionen NU.

Laver Ritzau kun helt korte nyheder?

Nej. Længden på Ritzaus historier varierer fra alt fra en lille note til lange, dybdegående avisartikler. De fleste har en længde på knap 2000 tegn, som man kender det fra størstedelen af online nyheder.

Bringes Ritzaus artikler altid uden byline?

Ikke altid. Vores længere artikler tiltænkt aviserne har byline. Historier til nettet er uden byline. Grunden er blandt andet, at en historie ofte kan skifte hænder blandt journalister, fordi man skriver mange af tingene i et stort samarbejde.

Skriver Ritzau kun ting ud fra pressemeddelelser?

Overhovedet ikke. Vi opsøger størstedelen af vores historier selv og foretager stribevis af friske interviews hver dag. Der er også altid mulighed for at prøve en af sine egne idéer af frem for at læne sig op ad den igangværende dagsorden.

Kommer man nogensinde ud af huset på Ritzau?

Ja, det gør man. Særligt på den centrale nyhedsredaktion NU, på Christiansborg, Krimi, Kultur og Sport er du rigtigt tit ude i marken. Hvis du selv har idéerne, er der også altid åbenhed for, at man kan komme ud af huset.