Dårlig kommunikation kan gøre livet surt for iværksættere

Iværksættere er gode til at produktudvikle, men har ikke altid de nødvendige kompetencer, når det gælder om at markedsføre produkterne. De taler til folks logik og ikke til hjerterne.

Iværksættere har ofte svært ved at se værdien i at få fortalt de gode historier, der giver omtale i medierne. De ved godt, at det er vigtigt at have en Facebook-profil og at ligge højt placeret i Google-søgningerne, men derudover bliver der ikke altid brugt tilstrækkelige ressourcer på markedsføringen af den nystartede virksomhed.

– Iværksætterne taler ofte meget om salg og meget lidt om branding. Den form for pr, der kan give omtale i medierne, er de ikke særligt fokuserede på, fordi de har svært ved at se behovet eller måske ikke er klar over, hvordan historierne kan fortælles på andre måder, så de bliver relevante for medierne. Til gengæld er iværksætterne meget produktfokuserede. De taler til folks logik og ikke til hjerterne, og det er der ikke mange, der forelsker sig i, siger Mette Sandgaard.

Hun er vækstkonsulent med speciale i blandt andet salg og markedsføring hos Væksthus Hovedstadsregionen, hvor hun primært hjælper tech-startups med at få succes.

En af de udfordringer, som iværksættere ofte sidder med – og det gælder især netop tech-startups – er produktudviklingen, der kan trække ud så længe, at kommunikationen ender med at blive skubbet i baggrunden.

– De bliver ved med at forfine produkterne i for lang tid i stedet for at kommunikere omkring dem. Det kan være en faldgrube, siger Dorte Gram Nybroe, chef for små og mellemstore virksomheder og iværksætteri i Dansk Industri.

Hun understreger, at behovet for en bredere kommunikation i høj grad afhænger af branchen og typen af den ydelse, som den unge virksomhed tilbyder.

– I brancher uden fysiske produkter vil der nok være en tilbøjelighed til i højere grad at tænke kommunikationen ind tidligt i processen, fordi der ikke er et produkt at vise frem, siger hun.

Vores vindue til kunderne

Ifølge en artikel fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er dårlig eller mangelfuld markedsføring en af de ti væsentligste grunde til, at det går galt for iværksættere. Det er Mette Sandgaard fra Væksthus Hovedstadsregionen enig i.

– Utilstrækkelig markedsføring kan betyde, at virksomheden ikke får luft under vingerne, eller at der er noget vækst, der ikke bliver realiseret. Det kan få store konsekvenser for virksomheden.

For den deleøkonomiske virksomhed ShareOne, der blev stiftet i 2016, har kommunikationen med brugerne, pr og branding spillet en vigtig rolle.

Virksomheden fik af Væksthus Hovedstadsregionen hjælp til at få styr på vinklerne på nogle af de historier, der blev lagt på blandt andet Facebook, Twitter og Instagram. Herudover hyrede ShareOne et eksternt bureau til at få lavet en pressemeddelelse. Resultatet har været, at virksomheden har fået omtale i forskellige aviser og i Go’ Morgen Danmark.

– Marketing og branding er vores vindue ud til kunderne. Det er virkelig vigtigt for os, for hvis der ikke er et salgsvindue, er det svært at sælge noget, siger Jakob Øgendahl Larsen, grundlægger af og CEO i ShareOne.

Foto: /PhotoAlto/Frédéric Cirou/Ritzau Scanpix

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes listede i en artikel fra november 2017 dårlig markedsføring som en af de ti væsentligste grunde til, at det går galt for startups. Sådan ser den fulde liste ud:

  1. Der er ikke behov for produktet
  2. Løber tør for penge
  3. Ikke det rigtige team
  4. Bliver udkonkurreret
  5. For høje omkostninger
  6. Et dårligt produkt
  7. Manglende forretningsplan
  8. Dårlig markedsføring
  9. Ignorerer kunderne
  10. Dårlig timing af produktet

Forbes’ artikel bygger på en undersøgelse foretaget af det amerikanske analysebureau CB Insights.

Se deres detaljerede liste her

Vækstkonsulent Mette Sandgaard uddyber sine citater fra artiklen.

Modtag guides og artikler om kommunikation og medier

Via Ritzau
Af | 2018-07-04T06:58:11+00:00 14-06-2018|