Krisekommunikationsrådgiver: Stil de selvkritiske spørgsmål

  • Krisekommunikationsrådgiver Rulle Grabow Westergaard

Kriser opstår let, hvis virksomheden holder op med at stille de selvkritiske spørgsmål, og den interne kommunikation samtidig halter, mener Krisekommunikationsrådgiver Rulle Grabow Westergaard.

Navn: Rulle Grabow Westergaard

Stilling: Kommunikationsrådgiver med speciale i krisekommunikation

Pas på hjemmeblindheden!

“Mange virksomheder og organisationer bliver på et tidspunkt hjemmeblinde. De holder op med at stille de selvkritiske spørgsmål. Den vigtigste opgave for en krisekommunikationsrådgiver er at sikre, at det ikke sker.

Og hvordan undgår man så det? Ved at have det kritiske øje på alt det, der ser forkert ud. Ved at kigge indad og overveje, hvad der kan udløse en krise. Og ved at vide, hvad der skal svares, hvis Ritzau eller Reuters ringer.

Det, som gør sig gældende i de fleste sager, er, at der er et problem, som kan være vanskeligt at acceptere for omverdenen, fordi det virker forkert, politisk ukorrekt eller måske er decideret ulovligt.

Jeg har aldrig selv oplevet, at der ikke er nogen i virksomheden, der ikke godt er klar over, at den her handling, proces eller politik finder sted. Og man ved også altid godt, at der er nogen, der vil opfatte det som uacceptabelt”.

Sørg for at have en velfungerende intern kommunikation

“Når der opstår kriser i en virksomhed, er det ofte et udtryk for, at man har en organisation, hvor man ikke taler ordentligt sammen. Det var ikke nogen hemmelighed, at der skete, hvad der skete i Volkswagen-koncernen (med svindelsagerne, red.), men der var ikke en indre kultur – en åben intern kommunikation i virksomheden – der gjorde, at man agerede på det.

Når der kommer store fyringsrunder, og man ved, at direktøren får en kæmpe bonus, så kommer krisen, hvis der ikke er et internt kommunikationssystem, som kan løse problemerne, før de kommer til offentlighedens kendskab. Eller som kan sørge for, at skaderne bliver minimeret, hvis det alligevel sker.

Det bedste trick til at undgå kriser er at have en velfungerende intern kommunikation”.

Foto: Rulle Grabow Westergaard

Få tips og tricks til din kommunikation fra nogle af dem, der er helt inde i maskineriet. Hør dem dele ud af deres viden og erfaring om, hvordan du får allermest ud af din kommunikation.

I serien “Mit hemmelige kommunikationstrick” spørger vi kommunikatører fra alle afkroge af branchen om deres bedste råd til at opnå en effektiv kommunikation.

Læs flere hemmelige kommunikationstricks her.

Kommunikationsrådgiver med speciale i krisekommunikation.

Modtag guides og artikler om kommunikation og medier

Tilmeld mig nyhedsbrev
Af |2019-06-27T09:05:57+00:0028-01-2019|