Længde af overskrift i en pressemeddelelse? Så lang – eller kort – bør den være

  • Hvordan finder man den bedste længde af en overskrift?

Længden af en overskrift har betydning for, hvordan modtageren opfatter budskabet.

Den gennemsnitlige længde på overskriften i en pressemeddelelse udsendt gennem Via Ritzau er på 56 tegn.

Det svarer til en overskrift af denne længde: ’Et år efter stor naturbrand: Naturen er ved at komme sig’. (Pressemeddelelse udsendt af Naturstyrelsen, maj 2019).

44,5 procent af pressemeddelelserne udsendt gennem Via Ritzau har en overskrift, der er længere end gennemsnittet, men kun 1 ud af 50 af de pressemeddelelser, der er udsendt gennem Via Ritzau, har en overskrift, som er længere end 100 tegn inklusive mellemrum.

Konklusion: Via Ritzaus brugere er gode til at fatte sig i korthed.

Men hvor lang – eller hvor kort – bør overskriften i en pressemeddelelse egentlig være?

Tja, det korte svar er, at det er der ikke nogen regler for. Til gengæld er der nogle hensyn, som er gode at kende til.

Gør den kort og præcis

For det første er overskriften – eller rubrikken, som den også kaldes i fagsproget – det første, som modtageren ser, når pressemeddelelsen lander i indbakken. Er overskriften kort og præcis, vil den være lettere at opfatte og opfange hurtigt for modtageren frem for en længere overskrift.

Dernæst kan der være en risiko for, at en meget lang overskrift ikke kan læses til ende, hvis modtageren har en e-mailopsætning på computeren, tabletten eller telefonen, der gør, at der kun er begrænset plads til overskriften i emnefeltet i e-mailoversigten.

Pressemeddelelser, der gøres tilgængelige i virksomhedens eller organisationens presserum, vil desuden typisk blive indekseret af Googles søgemaskiner. Det vil sige, at de bliver synlige i  Googles søgeresultater, hvor titlerne også afskæres, hvis de er for lange. Længden varierer en smule, men Google viser typisk et sted mellem 50 og 60 anslag i titlen, og holder du dig inden for 60 anslag, anslås det, at du i 90 % af alle tilfælde vil få vist hele din overskrift.

Alt i alt er der ræson i at gøre overskriften i pressemeddelelsen så kort – og dækkende for indholdet i pressemeddelelsen – som muligt.

En gang imellem kan man støde på afsendere af pressemeddelelser, der benytter overskriften til at skrive, at der er tale om en pressemeddelelse, for eksempel ved at skrive ”Pressemeddelelse: Overskrift”. Det er dog ikke en praksis, som den erfarne læser af pressemeddelelser Søren Lassen, nyhedsredaktør på Ritzaus Bureau, anbefaler.

– Der er nogle, der begår den fejl, at de i emnefeltet skriver, hvor pressemeddelelsen kommer fra, i stedet for at skrive, hvad den handler om. Emnefeltet er jo det første, jeg læser, så det er vigtigt, at du bruger den til at lave den overskrift, der præsenterer indholdet i pressemeddelelsen, siger han.

Foto: /Søren Sielemann/Ritzau Scanpix

Via Ritzau er Ritzaus Bureaus distributionstjeneste til pressemeddelelser, som en lang række virksomheder, organisationer og statslige og kommunale instanser bruger til at kommunikere med medier over hele landet. Artiklens tal er fundet ved en analyse af samtlige udsendte pressemeddelelser på tjenesten i 2018.

Modtag guides og artikler om kommunikation og medier

Tilmeld mig
Af |2019-06-24T07:57:09+00:0012-06-2019|