Mediedanmarks øjne og ører om natten

I år er det 14 år siden, Ritzau rykkede en redaktion til Sydney. Den lille redaktion følger nyhedsstrømmen, mens vi andre sover, og er kundernes garanti for at kunne møde ind til friske nyheder hver dag.

Foto: William West / Ritzau Scanpix

Når Ritzaus aftenhold lukker og slukker på kontoret i København, fortsætter bureauets nyhedsdækning ca. 16.000 km øst på i Sydney, Australien. Her har en redaktion bestående af fem journalister de sidste ti år sørget for, at danske nyhedschefer trygt har kunne få deres nattesøvn, velvidende at friske øjne følger nattens store nyheder, mens de sker.

Tilbage i 2012 valgte Ritzau at etablere redaktionen i Australien og flytte nattevagterne med – både for at styrke nyhedsdækningen i de sene timer og for at forbedre arbejdsmiljøet for bureauets journalister, som dermed slap for at arbejde om natten.

En af dem, der befinder sig down under, er Michala Rask Mikkelsen. Efter et par år på Ritzaus kontor på Store Kongensgade rejste hun ned til Sydney, hvor hun nu i seks år har været med til at sikre, at nyhederne ligger klar, når danske journalister møder ind om morgenen.

”Man kan sige, vi er Mediedanmarks øjne og ører om natten og det filter, der luger ud og prioriterer i nyhedsstrømmen”, fortæller hun og fortsætter:

”Ritzaus kunder kan være sikre på, at hvis der er sket noget vigtigt – både inden for og uden for landets grænser – så sørger vi for, at de kan møde ind til et godt produkt om morgenen, som de kan bruge som udgangspunkt for deres arbejde”

Nattevagt om dagen

At Michala og kollegaerne sidder i netop Sydney, skyldes den helt simple årsag: tidszonen.

Trods den store tidsforskel er der dog også en del kommunikation med kollegaerne i Danmark. Arbejdsdagen i Sydney begynder med en overlevering fra den udlandsansvarlige og aftennyhedsredaktøren på kontoret i København, så journalisterne på Sydney-redaktionen ved, hvilke historier der skal følges op på, og hvad der skal holdes øje med.

Når klokken slår 13.30 – 5.30 dansk tid – møder morgennyhedsredaktøren ind i København og får en overlevering fra Sydney-nyhedsredaktøren. Her fortæller Sydney-nyhedsredaktøren, hvad der er sket i løbet af natten, hvilke historier morgenholdet kan gå videre med, og hvilke kilder de kan forsøge at ringe til.

Dækker alle områder

En vigtig opgave, redaktionen i Sydney har ansvaret for, er at lave Morgenbrief, som hver dag lander i flere tusinde indbakker kl. 6. Morgenbriefen er en oversigt over de vigtigste nyheder fra ind- og udland, kommende begivenheder, samt hvilke historier der pryder landets avisforsider. Derfor kræver det, at Sydney-redaktionen holder sig orienteret på alle stofområder, lige fra sport til krimi og politik.

Selv om redaktionen dækker alle områder, er der dog ét stofområde, der fylder meget.
”Vi beskæftiger os klart mere med udland end med indland, men det er jo en naturlig del af det at arbejde om natten, når politikere, eksperter og andre kilder sover”, forklarer Michala Rask Mikkelsen.

”Det er begrænset, hvad der er af indlandshistorier at arbejde med på det tidspunkt af døgnet. Omvendt sker der meget ude i resten af verden, når Danmark ligger og sover” tilføjer hun og peger blandt andet på krigen i Ukraine, amerikanske hjælpepakker, naturkatastrofer, valgresultater og terrorangreb som nogle af de udlandshistorier, de har dækket fra Sydney.
Derudover dækker redaktionen også en del sport, da mange begivenheder og turneringer ligger i tidszoner, som passer med Sydneys.

Et særligt ansvar for at følge med

Er der slet ingen ulemper forbundet med at skrive nyheder til danske kunder fra den anden side af jordkloden? Ikke hvis man spørger Michala Rask Mikkelsen. Hun understreger dog, at de i Sydney er nødt til at lægge en ekstra indsats for at følge med i, hvad der fylder i nyhedsbilledet i Danmark.

”Vi kan ikke høre, hvad der bliver snakket om i frokostpausen, og hvad der på den måde optager folk derhjemme, men det er også derfor, at vi har et særligt ansvar for at følge ekstra godt med via de kanaler og platforme, vi nu engang har til rådighed”, forklarer hun.

Journalisterne på Sydney-redaktionen følger derfor rigtig godt med – både på Ritzaus egen tjeneste og hos danske og internationale medier – for at være sikre på, de ikke overser en vigtig dagsorden i nyhedsstrømmen.
”Jeg har selv været i Sydney i seks år nu, og jeg har endnu ikke oplevet, at der er noget, jeg har misset”, afslutter Michala Rask Mikkelsen.

KONTAKT

Kontakt Ritzau

Kontakt Ritzau for at høre mere om vores produkter og services.

Skriv til salg@ritzau.dk eller
ring på tlf. +45 3330 0000

VIDEN

Udforsk vores artikler og e-bøger

PR & foto

Hent vores e-bog og lær hvad det gode pressefoto skal kunne

Udsendelse

Læs vores whitepaper om, hvornår du skal sende din pressemeddelelse

Ram din målgruppe

Læs vores artikel om, hvordan du bedst rammer din målgruppe

Sådan arbejder Ritzau

Læs mere om, hvordan RItzau arbejder og hvorfor vi kan hjælpe netop jer