Ritzau Finans holder skarpt øje med din selskabsmeddelelse

  • En selskabsmeddelelse fra en børsnoteret virksomhed kan godt blive til en nyhedshistorie hos Ritzau Finans

Hver gang redaktionen på Ritzau Finans modtager en selskabsmeddelelse, ringer en lille klokke. Så ser vi den med det samme, forklarer nyhedschefen.

Når en selskabsmeddelelse tikker ind på en af de mange skærme på redaktionen på Ritzau Finans, lyder der også et pling fra en klokke. Det er nemlig vigtigt, at redaktionen på Ritzau Finans ser selskabsmeddelelsen med det samme. Det forklarer Søren Funch, direktør og nyhedschef for Ritzau Finans.

– Der er lyd på selskabsmeddelelserne, fordi de potentielt set kan indeholde meget vigtig information, som vi skal distribuere videre med det samme. Når vi modtager en selskabsmeddelelse, foretager vi derfor en journalistisk vurdering med det samme: Er det en historie, som vi går videre med, eller er det ikke?, siger Søren Funch.

Holder sig orienteret om finansmarkedet

Kunderne på Ritzau Finans er blandt andre investorer. De bruger nyhederne fra Ritzaus finansredaktion til at holde sig orienteret om alt det, der rykker på finansmarkedet.

En del af informationerne får redaktionen via selskabsmeddelelserne og fra de pressemeddelelser, der også sendes til redaktionen. Men det er især selskabsmeddelelserne, som finansjournalisterne på Ritzau holder et skarpt øje med.

Selskabsmeddelelserne bliver til nyheder

Mange selskabsmeddelelser bliver til nyheder, som Ritzau Finans udsender til medier, investorer, banker og andre finansnyhedskunder.

I 2018 udsendte Ritzau Finans i alt  52.614 artikler, nyheder, fondsbørsmeddelelser og andet relevant indhold omkring landets børsnoterede selskaber. Det svarer til 144 udsendelser om dagen.

Nogle selskabsmeddelelser er forventede. Redaktionen på Ritzau Finans ved, hvornår de kommer, og er klar til at gøre dem til historier, så snart de er modtaget på redaktionen. De forventede selskabsmeddelelser indeholder typisk regnskaber fra de store selskaber, forklarer Søren Funch.

– Når de store selskaber i C25-indekset udsender selskabsmeddelelser, bliver de ofte til historier hos os, fordi det er selskaber, der har så stor betydning på investormarkedet, siger Søren Funch.

Skal opfylde nyhedskriterierne

Selskabsmeddelelserne fra de mindre selskaber har også gode chancer for at blive til historier, som Ritzau sender videre, hvis historierne vel at mærke opfylder nyhedskriterierne om blandt andet aktualitet og væsentlighed. Men nyhederne må også gerne være lidt overraskende.

– At nogen er blevet valg som revisorsuppleant, det interesserer vi os ikke for. Men eksempelvis store investeringer, udvikling af nye produkter eller afskedigelser i en virksomhed kan være relevant information, som vi gerne vil skrive om, forklarer Søren Funch.

På spørgsmålet om, hvorvidt vækst i en virksomhed i sig selv er en god historie, som det kan betale sig at udsende i en selskabsmeddelelse, svarer nyhedschefen:

– Ja, hvis bundlinjen følger med. Det er altid en god historie, når en veldrevet virksomhed præsterer det, som den har lovet.

Foto: /Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Virksomhederne kan komme endnu længere ud med selskabsmeddelelserne, hvis de bruger mere tid på at gøre dem læseværdige. Det mener Søren Funch, direktør og nyhedschef for Ritzau Finans.

– Der er naturligvis nogle formelle krav, som selskabsmeddelelserne skal leve op til. Men en gang imellem kunne man godt ønske sig, at virksomhederne brugte lidt mere tid på at gøre indholdet mere forståeligt i stedet for at kvæle budskaberne i rent formelle og ulæselige vendinger, siger Søren Funch og fortsætter:

– Brug lidt krudt på at gøre selskabsmeddelelserne læseværdige. Det kan have betydning for, hvordan indholdet modtages på nyhedsredaktionerne.

Modtag guides og artikler om kommunikation og medier

Tilmeld mig nyhedsbrev
Af |2019-08-14T12:21:40+00:0009-05-2019|