Sådan undgår du at sende din pressemeddelelse i modtagerens spamfilter

Hvis din pressemeddelelse ikke får liv, efter at du har sendt den afsted, så kan det skyldes, at den er blevet fanget af et spamfilter. Se her, hvordan du undgår, at det sker.

Vær varsom med at bruge spam-agtige ord

Jo flere salgs-agtige ord du bruger i pressemeddelelsen, jo større er risikoen for, at den bliver opsnappet af et spamfilter, når du har trykket på send-knappen.

Det er for eksempel ord som ”gratis”, ”præmier”, ”tilbud” og ”produkter”, som du skal være varsom med at bruge. Også ord som ”klik her”, kan få modtagerens spamfilter til at reagere.

Brug unikke overskrifter

E-mails med originale og unikke overskrifter har lettere ved at slippe igennem spamfiltre i modsætning til e-mails med standardiserede overskrifter som eksempelvis ”Seneste nyt” og ”Nyt produkt på markedet”.

Brug et enkelt layout

Jo mere du giver den gas med layoutet (for eksempel med mange billeder og skrifttyper i forskellige farver), jo større sandsynlighed er der for, at modtagerens spamfilter forveksler din e-mail med en annonce eller en reklame.

Det enkle råd: Hold e-mailen i et helt simpelt og enkelt layout.

Vær varsom med brug af links

Ifølge Computerworld fylder spammere mange links i deres e-mails, fordi de dermed håber på, at modtageren klikker på i hvert fald bare et af dem. Begræns derfor antallet af links i din mail.

SLÅ CAPS LOCK FRA

Mails, der indeholder meget tekst skrevet med store bogstaver, opfattes af spamfiltre som larm – eller spam.

Brug ikke flere udråbstegn og spørgsmålstegn end højst nødvendigt

Det opfattes også som larm – eller spam – når du bruger flere spørgsmålstegn (???) eller udråbstegn (!!!) ved siden af hinanden.

Brug et rigtigt afsendernavn på e-mailen

En e-mail med et usandsynligt eller mærkeligt afsendernavn har større risiko for at blive opsnappet af spamfiltret.

Brug en spamtester

Der ligger spamtestere på nettet, som du kan sende din e-mail afsted til for at se, om den går igennem, eller om den sandsynligvis vil blive opsnappet af et spamfilter.

Fjern ugyldige e-mailadresser fra din mailingliste

Når du får e-mails retur, fordi modtageradressen ikke virker, så slet adressen fra din mailingliste.

Vedhæftede filer kan aktivere spamfiltret

Vedhæftede billeder, dokumenter og pdf’er kan også være med til at aktivere modtagerens spamfilter.

Foto: /David P. Hall/Ritzau Scanpix

Spam er oprindeligt et billigt kødprodukt tilsat store mængder af salt, sukker, vand, stivelse samt diverse bindingsprodukter og konserveringsmidler.

Spam blev introduceret i 1937 af firmaet Hormel Foods Corporation og var et forsøg på at markedsføre den på det tidspunkt upopulære udskæring svinebov.

Navnet blev fundet ved en intern konkurrence hos Hormel. Vinderen var en bror til en medarbejder fra direktionen, og han fik 100 dollar for sit forslag.

Den præcise betydning af navnet er aldrig blevet offentliggjort, men det er almindeligt kendt, at “Spam” er en sammentrækning af “spiced ham”.

Produktet blev især populært under Anden Verdenskrig, hvor det fungerede som en billig og tilgængelig erstatning for “rigtig” skinke.

I starten af 1970’erne blev spam synonym med al slags dåseskinke og ikke kun Hormels produkt.

Når vi siden 1997 har brugt spam som betegnelse for uønskede e-mails – ofte med tvivlsomt indhold, som har enten kommercielle eller uærlige hensigter – så skyldes det en sketch fra 1970 af den engelske komikergruppe Monty Python. I sketchen får gæster på en café udelukkende serveret retter, som indeholder spam – hvilket ingen gæster er interesserede i.

Spam kaldes ofte også “junkmail”. Også her er der en kulinarisk reference: “junkfood”.

Modtag guides og artikler om kommunikation og medier

Tilmeld mig
Af |2018-11-26T10:46:39+00:0022-11-2018|